Artikelsamling

Artikel i Fagbladet Socialrådgiveren (feb-2009)
Artikel i FBUbladet (sept-2008)
Ud af fars skygge (2008)
Hun lytter og spørger (2005)
En som kan bære at du græder (2004)
Forældre mangler støtte (2005)
Som Anne siger (2005)

Artikel i Fagbladet Socialrådgiveren nr. 3, 05-02-2009

Mange takker nej til støttepersoner

Kun knap en ud af ti forældre til anbragte børn har den støtteperson, som de ifølge loven har krav på. Det ser ud til, at en del takker nej på forkert grundlag. Sælges ideen rigtigt, spørger forening for støttepersoner.

Af Susan Paulsen og Jeannette Ulnits

Forældre til anbragte børn får ikke den hjælp, de har krav på. Ifølge Serviceloven har de ret til en støtteperson, men kun knap ni procent har en støtteperson.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2006 var 14.276 børn anbragt uden for hjemmet, men der blev kun givet støtte til 1.247 forældre efter Servicelovens § 54 om støtteperson-ordningen.

Siden 2001, da loven trådte i kraft, har Birte Skov Henriksen arbejdet for at udbrede kendskabet til og brugen af støtteperson-ordningen. Hun er socialrådgiver, støtteperson og formand for “PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner”. Formålet med en støtteperson er at støtte forældrene til at acceptere anbringelsen, at forældreskabet under anbringelsen kommer til at fungere bedre, og at kontakten mellem barnet og forældrene bliver styrket.

Birte Skov Henriksen har flere bud på, hvorfor § 54 ikke er mere anvendt i kommunerne:

- En del forældre afviser tilbuddet, fordi de tror, at støttepersonen repræsenterer systemet og vil gå bag deres ryg. Vi hører også fra nogle forældre, at de selv må finde ud af, at de har krav på en støtteperson. Måske har de fundet en pjece i et venteværelse eller læst om os på nettet. Nogle fortæller, at de har bedt om en støtteperson flere gange – og der er også nogle, der får afslag på deres anmodning, fordi kommunerne reelt selv må vurdere, hvornår i et anbringelsesforløb de vil bevilge en støtteperson.Overskud til barnets behovEn anden grund til at forældrene takker nej, kan ifølge Birte Skov Henriksen være, at sagsbehandlerne ikke har forstået konceptet og derfor ikke er så gode til at sælge budskabet.

- Jeg er ikke sikker på, at alle sagsbehandlere kender støttepersonens egentlige funktion. Vi skal være neutrale i forhold til kommunen, anbringelsesstedet og barnet – og samtidig være støttende og rummelige i forhold til forældrene, så de bliver hørt og forstået og derigennem får større overskud til at se deres barns behov. Det er en meget anderledes funktion end at være sagsbehandler med kompetence og kontrol, rådgiver, terapeut eller advokat, siger hun og fortsætter:

- En støtteperson får typisk 2-4.000 kroner om måneden pr. forælder. Det er jo kun en lillebitte procentdel af det, en anbringelse koster. Forældrenes behov afgør vores indsats, så der kan være to møder om ugen eller et hver anden uge. Ved siden af besvarer vi telefonsamtaler, sms’er og e-mails fra forældrene. Som støttepersoner spinder vi hverken guld eller løser alle problemer. Men vi er med til at skabe forudsætningerne for, at forældre og børn kan komme videre i deres liv med og uden hinanden.

Birte Skov Henriksen pointerer, at forældre godt kan have brug for en støtteperson, også når de selv har bedt om at få deres barn anbragt.

- Vi har eksempler på sagsbehandlere, der siger, at de bevilgede en støtteperson, fordi forældrene ifølge loven har ret til det, men egentlig ikke mente, at forældrene havde behov for det, når de selv har bedt om at få deres barn anbragt. Jeg tror, at det kan være vanskeligt for sagsbehandleren at leve sig ind i, hvor sorgfuldt og tabufyldt det er at måtte bede andre om at tage over. Det er trods alt drømmen om det almindelige liv, som forsvinder. Det er enormt vigtigt, at forældrene bliver i stand til at rumme det ændrede familieliv og tage ansvar for det – så børnene ikke bliver de “skyldige”, siger Birte Skov Henriksen.

Hun gør desuden opmærksom på, at forældre med en støtteperson ofte skruer ned for henvendelserne til sagsbehandlerne. Det medfører en risiko for, at sagsbehandleren kan miste følingen med forældrenes behov og deres udvikling af nye kompetencer og dermed ikke får inddraget det i sagsbehandlingen. Men det er hendes indtryk, at de kommuner, som anvender støttepersoner, er rigtig glade for det.

- Heldigvis er vores erfaring, at når en kommune først kender ordningen, så bliver de ved med at bruge den. Og hvis en sagsbehandler eller en leder fra sådan en kommune skifter job, ser vi, at den nye kommune pludselig viser interesse for at bruge støttepersoner.Kun hver tredje takker jaI Tårnby Kommune tilbyder man konsekvent en støtteperson til forældre til anbragte børn. Socialrådgiver Elisabeth Aakjær forklarer, at de har brugt ordningen fast, siden loven trådte i kraft i 2001:

- Jeg skulle lige vænne mig til at have en fagfælle siddende med, men blev hurtigt glad for ordningen. Mine erfaringer med støttepersoner er, at de giver ro i sagen og mere afbalancerede forældre. Det giver mig også en sikkerhed, at jeg ved, at en fagperson har lyttet med, hvis forælderen ikke har forstået vores aftaler. Jeg har for eksempel haft en meget opfarende forælder, hvis støtteperson var rigtig god til at gribe ind og indføre pauser, så forælderen blev talt ned, og mødet kunne fortsætte. Det var en stor lettelse i mit arbejde. Desværre takker kun omkring en tredjedel af forældrene i mine sager ja til en støtteperson – men de får altid tilbuddet.

Susanne Jørgensen, formand for Dansk Socialrådgiverforenings faggruppe for socialrådgivere ansat på børn- og familieområdet i kommunerne, er overbevist om, at forklaringen på de få støttepersoner er, at forældrene tøver med at takke ja til tilbuddet.

- For mange anbringelser gælder det, at forældrene bakker op om foranstaltningen, så derfor har de ikke umiddelbart behov for en støtteperson. Min bedste vurdering er, at det ikke er kommunerne, der svigter, men at det er kompliceret og følsomt for forældrene. Jeg tænker på en familie, som har tre tvangsanbragte børn. Moderen har afvist at få en støtteperson, og jeg tror, at det handler om, at hvis hun siger ja til en støtteperson og begynder at samarbejde, vil det for hende være lig med at anerkende anbringelserne. Og det vil hun for alt i verden ikke.

Susanne Jørgensen arbejder i Gentofte Kommunes børneafdeling, hvor man i relevante situationer altid opfordrer forældre til anbragte børn til at få en støtteperson.

- Vores erfaring er, at hvis der er en støtteperson, så fungerer samarbejdet med forældrene langt bedre. Støttepersonen kan have den funktion, at hvis et forældrepar har set sig vrede på os, så er støttepersonen i stand til at arbejde med den vrede og modstand. Støttepersonen er en god mægler og brobygger mellem os og forældrene – og det kommer i sidste ende det anbragte barn til gode.Hvad siger loven?Ifølge Serviceloven § 54 har kommunerne pligt til at tilbyde forældre til anbragte børn en støtteperson. Lovbemærkningerne præciserer, at støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Det er vigtigt:

at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge.
at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson.
at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen.
Det anbefales, at kommunerne udarbejder en liste over “kvalificerede støttepersoner”.

Mor med støtteperson:

Følelsen af afmagt deler jeg med Lotte

Tanker og følelser kan få frit løb i dialogen med min støtteperson, fortæller Lene Frømming, hvis søn er anbragt.

Af Lene Frømming

Jeg ville dø uden den støtte, jeg har fået fra Lotte (støtteperson, red.), siden vi så hinanden første gang for cirka et år siden. Det, Lotte giver mig, er guld værd. Da jeg måtte erkende, at min søn Victor havde brug for mere hjælp, end jeg kunne give ham, var min første tanke og følelse, at min verden gik i stå.

Aften efter aften græd jeg mig i søvn, for ingen kunne putte min lille dreng som jeg. Jeg var overbevist om, at Victor lå i sin seng i Næstved og tænkte, at hans mor ikke ville have ham. Og de første weekender han var hjemme, brugte jeg meget tid på at kompensere for min dårlige samvittighed, for hvilken mor giver afkald på sit barn…

Jeg måtte langsomt erkende, at han faktisk havde det rigtig godt dér, hvor han var. Han blev hurtig tryg i de faste rammer, og han syntes, at det var et dejligt sted. Alligevel har jeg brugt meget tid på at slå mig selv oven i hovedet over, at jeg har fejlet som mor, og at jeg blot har sendt min søn videre, fordi jeg ikke magtede at tage ansvar selv. Lotte - og udelukkende Lotte - har virkelig givet mig det, der skulle til for at vende det hele på hovedet.Hjerne og hjerte på overarbejdeI takt med at jeg har kunnet se Victor blomstre op igen, og jeg har været på kurser i ADHD-foreningen, har jeg også lært at tackle mange ting anderledes. Men intet af mit arbejde havde været det samme uden de støttetimer, jeg har haft med Lotte hver uge. Jeg har også mødt mange fordomme over, at jeg har “lagt min søns trivsel i andres hænder”. Når Lotte har været hos mig, er jeg dødtræt, og min hjerne og mit hjerte har været på overarbejde, for hun formår at få mig til at tænke anderledes.

Selv om Victor har været anbragt i et år, er det ikke lutter lagkage, for han vil selvfølgelig helst være hos sin mor. Jeg skal understrege, at det ikke er særlig fedt at tænke på, at det er en pædagog og ikke mig, som putter og læser godnat-historie for min søn hver aften. Når han falder og slår hul på knæet, er det ikke mig, der puster og trøster. Det skærer i mit moderhjerte hver søndag, når jeg afleverer ham på stationen velvidende, at jeg først ser ham igen om en hel uge. Hans smukke øjne, der kigger tappert på mig og uden ord siger, at han godt ved, at det er sådan, det skal være lige nu.

Alle negative tanker og følelser af afmagt, der dukker op i min sjæl, deler jeg med Lotte. Og uden den mulighed for at få afløb for mine frustrationer og til tider svære tanker, ville jeg være gået til grunde for længe siden. Og hvad skulle der så blive af mine børn… Professionelle Støttepersoner“PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner” blev dannet i 2001 med det formål:at udbrede kendskab til støttepersonordningen efter Servicelovens § 54 (tidligere § 40a)at kvalificere støttepersonerat skabe kontakt og erfaringsudveksling blandt foreningens medlemmerat fremme forståelsen for de vilkår forældre til anbragte børn lever underat sikre forældrenes retssikkerhedat formidle støttepersoner til forældre Medlemmerne har alle en treårig grunduddannelse inden for social-, sundheds- og undervisningssektoren eller anden relevant uddannelse og erfaring med arbejde i socialt belastede familier. Foreningen har

ca. 100 medlemmer og støtter 3-400 forældre.

Læs mere på www.psforening.dk

Samme artikel på www.socialrdg.dk

Artikel i FBUbladet

PS foreningen af professionelle støttepersoner er blevet bedt om at skrive om det særlige, som er vigtigt, når man er professionel støtteperson. Egentlig betyder ordet professionel, at det er et job vi tjener penge ved og siger ikke noget om uddannelsesbaggrund. Men vi - en flok socialrådgivere og pædagoger - opfandt begrebet professionel støtteperson, da lovparagraffen om støtteperson til forældre med børn anbragt uden for hjemmet blev til i 2001. Der har aldrig før været en §, hvor forældre fik en rettighed til betalt støtte. Imidlertid var vi en del socialrådgivere og pædagoger, som havde arbejdet med anbringelse gennem mange år, hvor fokus var på barnet. Vi havde gang på gang set, hvor alene forældrene stod, når en masse fagfolk talte om deres barn og set at de kom alene til møder og gik alene fra møder og tænkt, hvem har de at dele alt dette med? Vi så ved denne § en mulighed for, at vores faglige viden kunne blive stillet til rådighed for forældrene, så de kunne føle sig bedre klædt på til at møde systemet og have et menneske og dele tanker og følelser med. Vi valgte at danne denne forening, hvor optagelseskriteriet er en 3 årig social-,sundheds-og undervisningsuddannelse og erfaring med familier med særlige behov. Ved at danne en forening havde vi så mulighed for at lave kurser for støttepersoner og udarbejde etikregler og ikke mindst støtte hinanden i at lave rigtig godt forældrestøttearbejde.

Som professionelle støttepersoner har vi indført det begreb, at forældrene er vores arbejdsgivere, altså at forældrene sætter dagsordenen for, hvad der skal tales om. Når vi kommer hjem til forældrene, har vi altså ikke en masse med, som vi synes der skal snakkes om. Med os har vi dog altid 2 særlige og vigtige forudsætninger for at være professionel støtteperson: vores medmenneskelighed samt vores faglige rygsæk. Hvad det betyder, vil jeg forklare lidt nærmere.

Vores medmenneskelighed vil sige, at vi prøver at leve os ind i, hvad det vil sige at være i forældrenes sted uanset hvilken situation forældrene står i. At være medmenneske vil også sige at kunne rumme forældrenes svære tanker og følelser og rumme at man ikke er i stand til at ændre noget, blot lindre. Vi har erfaring med, hvor lindrende det er at have en at dele med, når der gives plads til det der fylder.

Vores faglige rygsæk indeholder viden om betydningen af, at vi er nærværende og holder fokus på forælderen. Vi ved, hvor vigtigt det er at lytte og spørge frem for at tale og svare. Vores viden om lovstof, sagsgangen, hvem bestemmer hvad, rettigheder og pligter er også nyttig. Vi har alle en viden om sorg og krisereaktioner ved adskillelse og om, hvordan konflikter kan håndteres. Derudover har vi jo en viden og erfaring med at læse, hvad der står i papirerne og ”oversætte det til almindeligt sprog.” Den viden vi har, kan vi dele med forældrene, så de får mulighed for at se situationen fra flere sider. Vi har også en faglige viden om børns udvikling og fejludvikling, så vi sammen kan se på, hvad der er godt og nødvendigt for børn og hvad børn ikke kan tåle.

At være professionel betyder også, at vi lytter til ordene og det mellem ordene og stiller spørgsmål til det, hvad enten det er ked af det hed, vrede, lettelse, tankemylder eller en episode, som er uafsluttet i tankerne. Vi giver ikke mange råd eller løsningsforslag. Vi har erfaring med, at det giver forældrene klarhed og overblik, når blot vi lytter, giver modspil, stiller uddybende spørgsmål og rummer det der bliver sagt. Ved at få lejlighed til at drøfte situationerne igennem, kan de selv finde svaret. Nogle forældre har for meget kaos til at kunne skabe plads i hovedet til at tænke konstruktivt og for dem er det rart blot at have en der lytter og til stadighed kan tåle at høre det samme igen og igen uden at støttepersonen stiller krav om forandring.

At være professionel betyder for os også, at forældrene ikke skal forholde sig til en masse i støttepersonens liv eller hvordan støttepersonen har løst et lignende problem.

Det svære ved at være professionel støtteperson er at holde tungen lige i munden. Det kan fx være, hvis forældrenes synspunkter ikke bliver inddraget i sagsbehandlingen eller de føler, at der tales hen over hovedet på dem. Er forældrene frustreret over det, har de mulighed for at dele det med støttepersonen, men er støttepersonen også frustreret må hun/han holde det for sig selv. Ellers ryger den uvildighed, som er så vigtig ved denne forældrerettighed. Det gode ved at være professionel støtteperson er at kunne være til rådighed for forældre, som har brug for det.

Samme artikel som PDF (51 kB). klik her.

Hendes Verden nr. 8.2008
Ud af fars skygge

Marianne Enevoldsen forlod et livslangt angsthelvede, da hun indså sine negative tankemønstre og accepterede sin fortid.

Læs hele artiklen (PDF, 1.6 MB). klik her.

Helse nr. 8.2005
Hun lytter og spørger

Inge er støtteperson for Gitte, hvis 16-årige søn er anbragt uden for hjemmet. Uden hende var jeg ikke blevet den, jeg er i dag, siger Gitte. Sammen har vi vendt mit liv ud på bordet og samlet det igen.

Af Annie Hagel Journalist

Inge besøger Gitte hver eller hver anden uge. De sætter sig ved bordet i Gittes køkken med en kande te, og så bliver der snakket. Eller rettere: Gitte snakker. Inge lytter og stiller spørgsmål. Det er hun til gengæld god til, siger Gitte, - hun kan både lytte og stille de spørgsmål, der giver mig noget at tænke over, og det er sket, at jeg er blevet vred over et spørgsmål, fordi det gik tættere på, end jeg lige kunne klare. Men ét er sikkert: Uden Inge var jeg ikke blevet den, jeg er i dag. Og når hun om halvandet år ikke kommer mere, er jeg nok blevet den hele person, som jeg gerne vil være, siger Gitte.

Det er ikke småting, der bliver snakket om i de par timer, de to er sammen. Det er de store spørgsmål om livet, fortiden og fremtiden og om at være mor til Camilla på 13 og Johnny på 16 1/2 år. Camilla bor hjemme hos sin mor. Det har Johnny ikke gjort, siden han var ti.

Inge har været støtteperson for Gitte i godt to år og kan fortsætte, til Johnny er 18 år. Hun er professionel støtteperson. Dvs. at hun er lønnet af kommunen, men er uafhængig af den og har tavshedspligt. Hendes baggrund er 27 år som leder af en kommunal vuggestue og dagpleje og en tre-årig efteruddannelse som familieterapeut. Hun forbereder og følges med Gitte til de møder, der drejer sig om Johnny. Det kan være i kommunen eller på det opholdssted, hvor Johnny bor. - Hun er mine ekstra ører og den, der holder hovedet klart, når jeg bliver for følelsesmæssigt berørt, siger Gitte.

Men vigtigst er det, at Inge er den, der kommer og lytter. - Min familie kunne ikke klare min fortvivlelse og sårbarhed. Veninderne heller ikke. Inge har plads til at høre på mig, og over for hende kan jeg læsse mine frustrationer af. Vi har vendt hele mit liv ud på bordet, samlet stumperne op igen og fået dem til at hænge sammen. Hun har givet mig modspil og hjulpet mig til at lære at sige fra i stedet for at gøre, hvad jeg forestillede mig, at andre forventede af mig, siger Gitte. - Og jeg har lært at styre min vrede. Før var jeg en hysterisk mor, der bare råbte op.

Ikke tvangsfjernet

Johnny kom på en observationsskole, da han var ti år, fordi den almindelige folkeskole og han ikke kunne med hinanden. Johnny havde svært ved at lære og var mere til skæg og ballade end at sidde stille. Lærerne klagede ustandseligt, og det hele kørte så hårdt op, at alle måtte have lidt ro. Tre måneder på observationsskole, hed det. Det blev til to år, og da Johnny blev 12 år, flyttede han til et såkaldt opholdssted for børn og unge, hvor han både bor og går i skole.

Første gang udtrykket "anbragt uden for hjemmet" blev brugt, knækkede filmen for Gitte. For mens Johnny var på observationsskolen, ringede de sammen hver aften. Skolen var ikke hans hjem, sådan som opholdsstedet nu skulle være.

- Han er jo ikke tvangsfjernet. Vi har valgt, at han skal bo der, fordi det er det bedste for ham. Alligevel var jeg fuld af skyld og skam og fordomme. Jeg følte, at jeg var en dårlig mor, at jeg aldrig skulle have haft børn og var bange for, at også Camilla ville blive taget fra mig, fortæller Gitte, som så spurgte i kommunen, om der var én, hun kunne tale med. Det var der ikke, mente hendes sagsbehandler, indtil Gitte via forældrelandsforeningen, FBU, fandt ud af, at hun faktisk har ret til en støtteperson. Nå ja, det er også rigtigt, sagde sagsbehandleren. Og så kom Inge ind i Gittes liv.

Ringede hver aften

I begyndelsen handlede deres samtaler mest om Johnny. Gitte insisterede på fortsat at ringe til Johnny hver aften kl. 19.30. Indtil Inge foreslog hende at spørge Johnny, om han syntes, det var i orden. Stor var Gittes forbløffelse, da Johnny svarede nej, jeg får hjemvé, når du ringer og bad Gitte om at ringe først tre gange siden kun én gang om ugen. Så det gør Gitte nu, og det betyder, at hun med god samvittighed kan gøre noget sammen med Camilla om aftenen. Før følte Gitte, at hun måtte være hjemme hver aften kl. 19.30 for at passe opringningen til Johnny. Så livet er på den måde blevet lidt lettere for Gitte og Johnny og sjovere for Camilla.

En at snakke med

Som mor eller far til et barn anbragt uden for hjemmet har man ret til en støtteperson. Kommunen har ifølge Servicelovens §40a (siden januar 2007 er det §54) pligt til at tilbyde og aflønne en støtteperson til forældre til anbragte børn. Sådan har det været siden 2001, men det er ikke alle sagsbehandlere og forældre, der ved det. Omkring 14.000 forældre har børn anbragt uden for hjemmet, men under 700 af dem har en støtteperson.

For at få en støtteperson skal man henvende sig til sin sagsbehandler i kommunen og bede om det. En støtteperson skal have viden og erfaring, som kommunen kan godkende. Det kan være en professionel, uddannet person eller en, som selv har erfaring med at have et anbragt barn. Det kan ikke være en ven eller bekendt. Det er kommunen, der aflønner støttepersonen og fastsætter tidsforbruget. Men støttepersonen er uafhængig af kommunen. Du kan læse mere om mulighederne på www.psforening.dk som er hjemmeside for Foreningen af Professionelle Støttepersoner og på www.fbu.dk som er Forældrelandsforeningens hjemmeside.

Urban 09.12.2004
En som kan bære at du græder

Eva har klaret sig igennem sin søns anbringelse ved hjælp af en støtteperson. Men det skulle tage et års kamp at få hjælpen, selvom forældre til anbragte børn ifølge loven har krav på en støtteperson.

Af Kirsten Nilsson

At blive accepteret som menneske. Sådan oplevede Eva at få en støtteperson, da hendes søn blev anbragt. "Pludselig er du ikke alene. Der er en, du kan tale med og som kan bære, at du græder".

For Eva begyndte det hele med en flytning, da sønnen var 13 år. Han følte sig udenfor. Han begyndte at søge andre, som også var 'udenfor' og kom i det, man vil kalde 'dårligt selskab'. "Der var druk og små-kriminalitet. Samtidig var han vred og irritabel eller trak sig ind i sig selv. Jeg kunne ikke nå ham." Det hele kulminerede, da Eva overhørte en telefonsamtale, hvor sønnen talte om at købe speed og hash. Da hun konfronterede ham med det, bankede han hende.

Eva gik selv til kommunen og bad om hjælp, og sønnen kom på kostskole. "Det føltes, som om jeg havde et skilt i panden, hvor der stod 'dårlig mor'. Systemet tror, at når de fjerner barnet, fjerner de problemet. Men du står alene tilbage med alle følelserne skylden, magtesløsheden og sorgen."

Eva tænkte, at hun ikke kunne være den eneste, der havde det sådan. Hun søgte på internettet og stødte på paragraffen om forældres ret til en støtteperson. "Men på kommunen sagde de, at jeg ikke var berettiget, fordi min søn var anbragt, før loven trådte i kraft. Desuden havde de ingen støttepersoner ansat." Så klarede Eva sig igennem, så godt hun kunne. Sønnen blev smidt ud af kostskolen, boede hos forskellige plejefamilier og var på stoffer. Kriminalitet var en del af hans hverdag.

Til sidst kunne Eva ikke mere. Hun tog kontakt til FBU, ForældreLANDS-foreningen, der støtter forældre til anbragte børn. Og de kunne hjælpe hende. Eva havde krav på en støtteperson. "Det var en stor hjælp at få en at tale med. Jeg har fået mere overskud."

Hun beskriver, hvordan man som forældre kan opfatte alle forslag fra sagsbehandleren som negative. Og at støttepersonen så kan hjælpe og sige, at det måske var ment som en hjælp. "Jeg har fået nogle værktøjer til at tackle min søn. Vi har fået det godt sammen."

Eva har i dag haft en støtteperson i halvandet år. Hendes søn er netop fyldt 18 år. Han har været clean et år og er lige flyttet i egen lejlighed.

Evas efternavn er redaktionen bekendt.

Der skulle et års kamp til, før Eva fik den støtteperson, som hun havde krav på. Nu har hun lært at tackle sin søn, og de har efterhånden fået det godt sammen.

Socialpædagogen 25. februar 2005/nr. 4
Forældre mangler støtte

Kun fem procent af forældrene med anbragte børn får den hjælp og støtte, de har krav på. Loven siger ellers, at forældre med anbragte børn skal have en støtteperson. Formanden for KL's børne- og kulturudvalg, Bjørn Dahl (V), er dog ikke bekymret over de lave tal

Af Gitte Rebsdorf

Forældre til anbragte børn får ikke den hjælp, de har krav på. Kun hver tyvende af de forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet, får støtte fra en socialrådgiver eller socialpædagog, sådan som loven ellers foreskriver det. Det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2003 var der 14.131 børn og unge anbragt uden for hjemmet, men der blev kun anvendt en støtteperson i 686 af tilfældene.

At kommunerne på den måde svigter forældre, som i forvejen er belastede og har brug for hjælp, møder kritik fra flere sider.

- Det er uanstændigt. Al erfaring viser, at det hjælper både forældre og børn, at der er en støtteperson, siger næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen.

Birte Skov Henriksen fra PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner, er enig. Hun er overrasket over, at tallene er så lave.

- Det kommer bag på mig. Jeg var godt klar over, at ordningen ikke var ret udbredt, men at det er så få procent er utroligt. Kommuner ikke bekymrede Hos kommunerne er formanden for Kommunernes Landsforenings, KL's, børne- og kulturudvalg, Bjørn Dahl (V) dog ikke bekymret over, at loven bliver anvendt i yderst begrænset omfang.

- Vi har så mange andre tiltag. Vi kigger i hvert enkelt tilfælde på, hvad der kan hjælpe bedst. Hvis det eksempelvis er psykologtimer til moderen, så betaler vi det. Men i nogle tilfælde er forældrene så langt ude, at det ikke giver mening at anvende støttepersoner. En skizofren mor kan ikke profitere af en sådan ordning. Så kan det godt være, at vi ikke overholder loven. Men vi gør det, vi skønner er bedst.

Benny Andersen fra Socialpædagogernes Landsforbund er rystet over kommunernes holdning.

- Kommunerne kan ikke bare lade være med at følge lovgivningen. Der er en grund til, at loven er vedtaget. Man kan ikke afvise, at ordningen er svær at bruge i nogle tilfælde. Men det er på ingen måde rigtigt, at der kun er brug for den i fem procent af tilfældene.

Ifølge loven skal kommunen tilbyde forældrene en støtteperson i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet. Formålet med loven, der trådte i kraft i 2001, er at sikre et godt samarbejde og god kontakt til forældrene, når det er nødvendigt at fjerne et barn. Det er vigtigt for at skabe stabilitet og kontinuitet under anbringelsen. Den direkte støtte til forældrene kan også have en gavnlig effekt for barnets udvikling.

En undersøgelse, som PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner netop har afsluttet, viser da også at både børn og forældre får det bedre, når forældrene får hjælp fra en støtteperson til at tackle den svære situation.

- Det er et tilbud om at få hjælp til at tale svære situationer igennem. Det kunne eksempelvis være, hvis barnet ikke har lyst til at komme hjem til jul. Men støtten handler også om at hjælpe forældrene til at tackle samværet med barnet, når de er sammen i weekender og ved andre lejligheder. På den måde har ordningen også stor betydning for børnene, siger bestyrelsesformand, Birte Skov Henriksen. Afviser at kommuner vil spare penge Da ordningen for fire år siden blev indført, fik amter og kommuner tilsammen en økonomisk kompensation på 18,2 millioner kroner årligt via bloktilskuddet. Siden 2002 er beløbet dog alene gået til kommunerne, fordi det er dem, som har skullet betale støttepersonerne.

Men selv om kommunerne i 2003 har fået op imod 20 millioner kroner til ordningen, så er pengene ikke anvendt til formålet. Tal fra Socialministeriet viser, at kommunerne har brugt cirka halvdelen af pengene, nemlig 10,5 millioner kroner, til at støtte og hjælpe forældre med anbragte børn. Hvad de resterende millioner af kroner er gået til, melder tallene intet om.

Bjørn Dahl afviser dog, at ordningens ringe udbredelse skyldes spareiver i kommunerne.

- Hvis jeg skulle tænke økonomi i forhold til de her sager, så ville det bedste da være at foretage en investering, så lille Peter hurtigt kunne vende hjem igen. For anbringelser uden for hjemmet er noget af det dyreste, siger formanden for KL's børne- og kulturudvalg.

Den forklaring køber næstformand i SL, Benny Andersen ikke.

- Det viser, at kommunerne tænker mere på økonomi end på at hjælpe børn og unge og deres forældre. Forældre interesserede Selv om det er de færreste forældre, der får en støtteperson, sådan som de har krav på, er der dog lyspunkter. Tallene fra Danmarks Statistik viser nemlig, at der har været en lille fremgang i brugen af ordningen. I 2001 var der 14171 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Dengang blev der brugt støttepersoner i 272 af sagerne. I 2003 er antallet af støttepersoner steget til 686 ud af de 14131 tilfælde, hvor et barn var anbragt uden for hjemmet. Altså en lille stigning.

Undersøgelsen fra PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner viser da også, at forældrene er interesserede i ordningen. Der er ofte tale om forældre, som er belastede på den ene eller anden måde, eksempelvis i form alkohol- eller narkotikamisbrug.

- Nogle forældre kan i starten have modvilje mod ordningen. Men dem, som har benyttet sig af tilbuddet, er glade for det. Det betyder meget for dem, at vi har tavshedspligt og intet registrerer, siger Birte Skov Henriksen.

Hun oplyser, at der er stor geografisk forskel på, hvor ordningen bliver brugt. I hovedstadsområdet er ordningen mest udbredt, mens den bliver anvendt mindre og mere spredt i resten af landet. Paragraffen om støttepersoner Paragraffen om støttepersoner til forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet blev vedtaget i Folketinget i 2001. Hvad formålet med loven var, kan man læse i den debat, der var i Folketinget umiddelbart op til lovens vedtagelse.

I Folketingsreferaterne fra dengang står der blandt andet Uddrag fra Afsnit 1. Baggrund og formål: "Regeringen har på denne baggrund fundet det afgørende at fremsætte et lovforslag, der i højere grad kan sikre, at støtten ydes til barnets bedste, at den tidlige indsats overfor barnet styrkes, at muligheden for kontinuitet i anbringelserne forbedres og at tidsperspektiverne i anbringelserne skaber større stabilitet for barnet og den unge.

Et hovedsigte med lovforslaget er, at der skal sikres bedre og mere stabile opvækstvilkår for den lille gruppe af børn og unge, der er mest udsatte eller omsorgssvigtede. Der skal sættes ind med forebyggende foranstaltninger så tidligt som muligt, for at få løst problemerne, mens de er små. En anbringelse skal ske så tidligt som muligt, hvor den er den nødvendige og rigtige foranstaltning. Støtten til forældrene skal styrkes under barnets eller den unges anbringelse, og der skal sikres et så stabilt anbringelsesforløb som muligt, når først barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Formålet er ikke at lægge op til flere anbringelser på bekostning af den forebyggende indsats generelt." Uddrag fra afsnit 4.4. Kontinuitet i anbringelsen: "En støtteperson til forældrene under anbringelsen af barnet kan ud over den direkte støtte til forældrene dermed også have en meget gavnlig effekt for kontinuiteten i anbringelsen og for barnets udvikling." Uddrag fra afsnit 4.4. Kontinuitet i anbringelsen: "En støtteperson for forældrene kan, ved at være med til at dække de behov som forældrene har under barnets anbringelse, også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Dette kan medføre en større gensidig respekt, hvor anbringelsesstedet i højere grad forventes at respektere, at forældrene fortsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever, at de har betydning for børnene også under anbringelsen. Herved må forældrene forventes at blive bedre i stand til at støtte barnet i, at det under de givne omstændigheder er bedst for barnet at bo et andet sted end hos forældrene. En sådan gensidig respekt vil betyde, at barnet oplever en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet og dermed give en bedre mulighed for udvikling under anbringelsen."

Folketingsdebatten om støttepersoner:

Socialpædagogen 25. februar 2005/nr. 4
Som Anne siger.

De sidste to år har Anne Rosenberg været støtteperson for Majbritt Nexø. Kontakten hjælper både Majbritt til at stå fast på sine forældrerettigheder og til at se datterens behov

Af Maria Rørbæk

Fra rammen på væggen smiler en niårig pige ud i stuen.

Det lange, lyse hår krøller, og moderen slår bestemt fast, at det skam ikke er permanentet.

- Er du gal, nej, det er naturligt, siger hun.

- Den slags vil jeg slet ikke give Sebrina lov til, før hun er gammel nok til selv at bestemme.

Selv om børneværelset i Majbritt Nexøs lejlighed på Amager står tomt det meste af tiden, ønsker den 44-årige førtidspensionist så vidt muligt at tage del i datterens liv.

For fire år siden sagde hun ja til en frivillig anbringelse i plejefamilie.

Hvorfor ønsker hun ikke at uddybe.

- Jeg havde det meget dårligt, og så bad jeg kommunen om hjælp, lyder den korte forklaring.

To år efter, at datteren flyttede, fandt Majbritt Nexø ud af, at hun som mor til et anbragt barn havde ret til en støtteperson. I forbindelse med at samarbejdet med den første plejefamilie brød sammen, så datteren skulle bo i en ny plejefamilie, fortalte hendes sagsbehandler om ordningen.

- Allerede dengang var jeg klar over, at jeg kun var interesseret, hvis jeg kunne fortælle støttepersonen alting. Det skal ikke være en, der fortæller det videre til kommunen, hvis jeg for eksempel ikke har støvsuget en dag, siger Majbritt Nexø, der sagde ja tak til tilbuddet.

- Jeg ville ønske at jeg havde fået at vide, at jeg kunne få en støtteperson samtidig med at, jeg skrev under på at Sebrina kom i plejefamilie, for i den situation står man alene og magtesløs, siger Majbritt Nexø.

Nu sidder hun som så ofte før i sofaen sammen med socialrådgiver Anne Rosenberg, der er hendes støtteperson.

Der er wienerbrød på tallerkenerne og kaffe i kopperne.

I stuens hjørne skramler præriehunden Hudini i sit bur, mens katten "Missetat" smyger sig omkring.

- I begyndelsen var jeg lidt skeptisk, men så fandt jeg ud af, at det var rigtigt, at jeg ikke behøvede passe på med, hvad jeg sagde til Anne. Noget af det første, du sagde til mig var, at du er her for min skyld, siger Majbritt Nexø og kigger på Anne Rosenberg. Et løft De to kvinder mødes to timer hver anden uge.

- Vi sidder og snakker. Hvis jeg er gal på nogen eller har problemer, så taler vi om det. Vi taler også om, hvordan det går i hverdagen, fortæller Majbritt Nexø.

- Vi snakker om alt, både sorger og glæder, for alt får indflydelse på dit liv som mor. Vi kan tale om vanskeligheder ved parforholdet eller glæde ved noget bestemt mad, siger Anne Rosenberg.

Spørgsmålet, om det er lidt som at have besøg af en veninde, får Majbritt Nexø til at nikke.

- Ja, det er det vel. På en eller anden måde er det, ikke, spørger hun og ser på Anne Rosenberg.

- Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg fortæller ikke dig alt. Jeg er her meget for at løfte dig. Dit liv har ellers handlet meget om at trykke dig, og så er det jeg siger: Du er god nok, du kan godt, svarer Anne Rosenberg.

- Ja, det sagde du for eksempel dengang, vi havde været på frilandsmuseet sammen med Sebrina. Bagefter sagde du, at jeg vel nok vidste noget om mange ting. Først tænkte jeg, at det var jo bare, fordi jeg havde læst det i en bog eller set det på Discovery. Men så tænkte jeg, at ja, det er da lige før, jeg skulle blive guide derude, siger Majbritt Nexø med stort smil.

- Jeg prøver at gøre dig stærkere som person. Det, der helst skal komme ud af at have en støtteperson er, at forælderen får mere selvtillid - og det er i hvert fald sket i dit tilfælde, pointerer Anne Rosenberg. En dum ko For Majbritt Nexø er det meget vigtigt, at Anne Rosenberg ikke giver informationer videre til kommunen.

- Jeg er sådan en type, der godt kan se rødt, når jeg ser en sagsbehandler. Det betyder meget for mig, at jeg kan sige til Anne: Hvor er hun dog en dum ko uden at Anne siger det videre, fastslår hun.

Kun hvis forholdene er til skade for barnet, er Anne Rosenberg forpligtet til at give informationer videre:

- Jeg har udvidet indberetningspligt. Hvis jeg for eksempel vidste, at Majbritt var fuld, når hun havde Sebrina hjemme på weekend, ville jeg være nødt til at sige det til forvaltningen, men ellers er der ingen, der ved, hvad Majbritt og jeg laver sammen.

Majbritt lægger også vægt på, at Anne giver hende modspil:

- Du taler mig ikke bare efter munden. Du siger: Har du nu tænkt ordentligt over det. Det er godt, for jeg har ikke brug for en, der bare sidder og siger: Ih, hvor er det synd for dig, siger Majbritt.

- Min funktion er ikke at sige: Det har du ret i, det er også for dårligt. Jeg skal give min viden og indsigt videre. Jeg har også selv fjernet børn og været hele møllen igennem. Det er den store forskel på en professionel støtteperson som mig, og en hjælper fra en forening med andre forældre, der også har fået fjernet deres børn, siger Anne.

Det er Majbritts store ønske at få Sebrina hjem igen, og for øjeblikket er kommunen i gang med en forældrekompetenceundersøgelse af Majbritt og hendes kæreste Michael. I begyndelsen følte Majbritt, at det var ydmygende, men nu er hun mere positiv. Anne har forklaret, at det er nødvendigt:

- Jeg siger til Majbritt: Du skal ikke føle dig mindreværdig, for sådan er loven. Kommunen skal forvisse sig om, at tingene er i orden. Der er ikke nogen grund til at hjemskrive et barn, som så bliver fjernet igen et halvt år efter.

- Nej, indskyder Majbritt.

- De gør det ikke for at genere mig. De gør det for at se, hvad der er et det bedste for mit barn. Forholdet til plejefamilien Ud over samtalerne hver anden uge har Majbritt når som helst mulighed for at ringe til Anne. Hvis hun ikke er ved telefonen, er der svarer på.

Hver anden weekend kommer Sebrina hjem til sin mor. Søndag eftermiddag skal hun tilbage til plejefamilien.

- Så ringer du tit til mig og siger: Åh, her er så tomt, fortæller Anne.

Når Majbritt ønsker det, deltager Anne også i møder med forvaltningen og plejefamilien.

- Så spiller jeg den rolle, som Majbritt ønsker, jeg skal spille. Jeg kan være en flue på væggen, og jeg kan sige det, som Majbritt gerne vil have, jeg skal få frem.

Som støtteperson bakker Anne Majbritt op i, at hun i høj grad spiller en forældrerolle. Eksempelvis når det gælder datterens frisure.

- Jeg vil selv hive Sebrina med til min damefrisør. Det er lige som om plejefamilien tror, jeg ikke kan tage vare på de ting. Anne giver mig styrke og selvtillid til at brokke mig, hvis jeg for eksempel ikke synes, at plejefamilien giver mig nok informationer om Sebrinas hverdag. Hun hjalp mig også til at stå fast på, at jeg ville se Sebrinas skole, siger Majbritt Nexø, der ikke altid har det bedste forhold til plejefamilien.

På sidste møde mellem mor og plejeforældre deltog Anne Rosenberg.

Siden oplever Majbritt, at plejefar er blevet mere høflig overfor hende.

- Og det tror jeg har at gøre med, at du var med sidste gang, siger hun.

- Jeg har jo gjort meget ud af at gøre opmærksom på, at det er vigtigt, at du bliver en del af hverdagen, svarer Anne Rosenberg. Samtidig lægger hun også vægt på at forklare Majbritt, at Sebrina også har brug for, at Majbritt accepterer plejefamilien.

- Jeg siger ikke til Sebrina: Nu skal du ned til den møgfamilie igen. De er ikke en møgfamilie ved Sebrina. De er gode ved hende, og som Anne siger, kommer Sebrina til at sidde som en lus mellem to negle, hvis hun kan mærke, at jeg er vred på plejefamilien, konkluderer Majbritt. Kender barnet Majbritt har ikke svært ved at finde på ting at lave sammen med Sebrina.

- Vi går på museer. Sebrina går meget op i Egypten. Vi går også på biblioteket. Hun er skrap til at læse. Vi sidder ikke hjemme og kukkelurer, men om søndagen hedder det lang dag i sofaen med dynen. Andre gange ser vi en film i biografen eller går på Tårnby Torv. Vi elsker også at gå på loppemarked eller i svømmehallen, fortæller hun.

- Du kan godt høre, at Majbritt ikke har nogen problemer med at finde på aktiviteter, men i andre tilfælde kan det være støttepersonens opgave at give inspiration op til et hjemmebesøg, siger Anne Rosenberg.

Når Sebrina er hjemme på hverdage, arrangerer Anne og Majbritt tit et møde, hvor alle tre er sammen.

- Det betyder meget for Sebrina, at hun kender Anne. Jeg taler i telefon med Sebrina hver onsdag, og tit spørger hun, om jeg har snakket med Anne. Du lyder så glad, mor, har du snakket med Anne, genspørger Majbritt.

Selv om Anne Rosenberg først og fremmest er Majbritts støtteperson, ser hun også sig selv som en støtte for Sebrina.

- Jeg skal hjælpe Majbritt til at blive en bedre mor. Med den viden jeg har, kan jeg sige, at hvis du gør sådan og sådan kommer dit barn i klemme. Når mor har det godt, har barnet det også godt, konkluderer hun.

Anne Rosenberg har tidligere arbejdet i otte år som socialrådgiver på døgninstitutionen Vallø Strand:

- Dengang så jeg forældre gå grædende væk, efter at de havde besøgt deres børn. Der var ikke nogen som talte med dem. Børnene blev bekymrede og spurgte: Hvem passer nu på min mor? De følte, at forældrene bare sejlede deres egen sø. Nu er det dejligt, at jeg kan sige til Sebrina, at jeg passer på din mor. PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner Foreningen blev dannet i 2001 og har blandt andet følgende formål:

At udbrede kendskab til støttepersonordningen efter Servicelovens § 40 a
At kvalificere støttepersoner
At fremme forståelsen for de vilkår forældre til anbragte børn lever under

På foreningens hjemmeside, www.psforening.dk, kan man læse mere om ordningen og downloade en brochure, som forældre med støttepersoner selv har lavet.